onsdag den 23. maj 2012

Verdens bedste rabarberkage

Denne opskrift er oprindelig fra et dameblad, som vores tidligere kantineleder introducerede. Lige siden har det været et fast indslag i familiens sommeroplevelser.

Rabarberkage med marengstop

Dej:
175 g smør
150 g sukker
2 spsk vanillesukker
1 knsp salt
3 æggeblommer
250 g mel
2 1/2 tsk bagepulver
5-6 spsk mælk

Rabarbermarengs:
3 æggehvider
200 g sukker
100 g grofthakkede valnøddekerner (eller grofthakkede smuttede mandler) (jeg bruger normalt dobbelt op)
1/2 kg rabarber (også her kan man sagtens bruge flere!)

Brug:
1 lille brandepande med høje sider (ca. 24 x 30 x 5 cm)
smør til formen
1-2 spsk rasp

Rør smør cremet med sukker, vanillesukker, salt og æggeblommer. Bland mel med bagepulver og rør det lidt efter lidt i smørcremen sammen med mælken.
Smør formen med fedtstof og drys den med rasp. Hæld dejen i formen og glat overfladen med en dejskraber eller bredbladet kniv.
Tænd for ovnen (200 grader)
Pisk æggehviderne næsten stive, pisk sukkeret i (af 2-3 omgange) og pisk det hele stift igen. Skær den skyllede og derefter tørrede rabarber i 1-2 cm store stykker og vend dem sammen med nøddekernerne i marengsmassen. Smør den oven på dejen, sæt formen på bagepladen midt i den hede ovn og bag kagen i 40-45 minutter
Lad kagen afkøle let i formen på en bagerist, før den skæres i stykker. Der behøves ikke flødeskum til - men det smager godt!




Ingen kommentarer:

Send en kommentar