lørdag den 29. december 2012

Kongens ingefærkager


Denne opskrift stammer fra England og er kommet i familiens besiddelse via min mormor, der som ung var  pige i huset hos en engelsk frue. Småkagerne bliver på grund af den megen sukker meget makronagtig og kan efter min personlige mening sagtens tåle mere ingefær og flere mandler, end hvad opskriften tilsiger. De smager fantastisk til en god kop kaffe og er fast ingrediens i familiens julehygge

500 g mel
500 g sukker (jeg bruger  økologisk rørsukker)
2 æg
15 g gær
1 tsk natron
11/2 tsk nelliker
2 spsk stødt ingefær
200 g smør
1 spsk fløde
2 spsk mandler

Bland mel, krydderier og smør til en grynet masse. Brug evt. Foodprocessor, så tager det kun få minutter. Rør æg og sukker så luftigt, det kan lade sig gøre. Fløde og gær røres flydende. Alle ingredienser samles og æltes til en stor fast klump. Dejen skal hvile ca en time på køl, inden den rulles i kugler på størrelse med en stor hasselnød.

Bages i ca 8 minutter til kagerne er lysebrune ved 200 grader.